Historien bag Skuespillerskolen Ophelia
Af rektor Carsten Kressner
En torsdag formiddag i sommeren 1994 deltog jeg i et kursus med den amerikanske skuespillercoach Carol Rosenfeld. To kolleger arbejdede med en scene fra ‘Sorg klæder Elektra’ af Eugene O’Neill.
Indtil da havde kurset intet ekseptionelt givet fra sig, men denne morgen åbnede scenen sig pludselig. De to kvinder der spillede Lavinia (Elektra) og hendes mor, smeltede sammen med teksten og situationen. Pludselig var det ikke skuespil, der foregik, men liv der udfoldede sig. Naturligt, ukunstlet, som var der etableret et kighul ind til der, hvor livet opstår og leves helt uden indblanding fra tilskuere, skuespillere eller instruktører.
Denne oplevelse blev skelsættende og førte til en søgen efter at udforske og realisere denne vision.
Er det muligt at skabe skuespil på dansk grund, der besidder denne kvalitet, tænkte jeg?
Det førte til studierejser til New York med undersøgelse af både Meisner-teknik, method-acting og en lang række af de øvrige metoder, som er udviklet i den amerikansk skuespillertræning gennem de sidste hundrede år.
Og disse opdagelser er bleve bearbejdet, anvendt, genanvendt og tilpasset til den danske virkelighed.
Et naturligt skridt blev på at tidspunkt at oprette en skole, der koncentrerede sig om denne opgave. Hermed blev Ophelia født.
Siden 2001 har Skuespillerskolen Ophelia, der begyndte som et kursussted med forberedende arbejde for vordende skuespillere, udviklet sig til en egentlig 3-årig uddannelse, der leverer fuldt professionelle folk til den danske film-, tv- og teaterbranche.
Undervejs har jeg set mange eksempler på, at det er muligt at få denne vision til at blive til virkelighed. Først i glimt her og der, igen og igen. Og senere i længere passager og i sjældne tilfælde i hele forestillinger.
Men vi skal stadig videre. Mod flere eminente skuespillere, der kan leve et ukunstlet liv på scenen og foran kameraet. Et liv, der forhåbentlig kan få publikum til at vende tilbage til teatrene og opleve det unikke møde med levende skuespillere og et sand liv under opdigtede omstændigheder, som de kan spejle sig i.
Hvorfor hedder skuespillerskolen Ophelia?
I verdens mest berømte og ikoniske skuespil, Shakespeares ‘Hamlet,’ vælger hovedpersonen at slette alt i sin bevidsthed undtagen dette ene: at hævne sin far. For at gøre det, må han også forstøde sin store kærlighed, Ophelia.
Hamlet er gennem århundreder blevet forstået som et forbillede og en helt for den vestlige kulturkreds. Vi har identificeret os med “At være eller ikke at være”-problematikken, men ved at have Hamlet som forbillede, risikerer vi at gøre som han og forstøde det, vi elsker allermest.
Ophelia står for alt det, der må passes på, hvis vi skal undgå at ende med en tragedie som Hamlets.
Læs mere om den 3-årige skuespilleruddannelse, studiemiljøet på skolen, og den grundlæggende Meisner-teknik, som er fundamentet her på Ophelia.
George Dunlop Leslie: Willow