fbpx

Adfærdskodeks

Om den daglige omgang med hinanden har skolen følgende retningslinier:

Skolen forventer at al adfærd på skolens område er præget af respekt for den enkeltes integritet i den private omgang med hinanden, og af en professionel indstilling i undervisnings-/arbejdsmæss ge sammenhænge.

Grænseoverskridende adfærd af nogen art, herunder seksuel, har ingen plads på skolen. Ved oplevelser med grænseoverskridende handlinger opfordres alle – også de, der kun er vidner til den – til hurtigst muligt at tage det op med den/de implicerede. Hvis dette ikke er muligt/ikke fører til noget, skal underviser, klasselærer og/eller kontoret inddrages.

Vores fag indeholder imidlertid masser af situationer, hvor det grænseoverskridende er en uadskillelig del af selve arbejdet, fordi vores job er at skildre alle tænkelige menneskelige forhold troværdigt.

Hvis dit arbejde indebærer grænseoverskridende handlinger er den professionelle håndtering af dem påkrævet. Derfor er det vigtigt, at du ved indstudering af scener med fysiske overgreb på forhånd har afklaret med dine medspillere, hvor grænserne går. Det skal tilrettelægges således, at der stadig er størst mulig frihed i arbejdet, men klare aftalte grænser for hvad man kan gøre.

Respekter umiddelbart andres udtryk for egne fysiske grænser uanset om du forstår dem eller ej. Giv selv klart og ikke-dømmende udtryk for hvor din egen grænse går. Håndtering af uønskede berøringer, tilnærmelser eller verbale udsagn er begge parters ansvar.

Kommentarer om hinandens udseende, seksualitet eller udstråling, som har private formål og/eller dømmende karakter er generelt no go. Hvorimod iagttagelser, vurderinger og udtalelser, der bidrager til den professionelle forståelse af ens eget udtryk i almindelighed er vigtige at give plads til.

Seksuelle relationer mellem undervisere og elever, der befinder sig i eller har en planlagt undervisningsrelation med hinanden, er ikke accepteret på skolen på grund af det indbyggede skæve magtforhold.

Der er talrige undtagelser og grænsetilfælde i disse områder. Derfor er det på den ene side afgørende at krænkelser tages alvorligt, men på den anden side lige så vigtigt at frygten for at træde ved siden af ikke hæmmer den skabende proces. Skolen opfordrer derfor til frihed med opmærksomhed på hinandens grænser, tydelighed med egne, samt modet og respekten til at tage en vanskelig situation op, hvis den opstår.